lørdag den 26. maj 2018

Har fået ring på

Jeps.

Det har jeg.

Og nu tror den opmærksomme bloglæser måske, at det trækker op til bryllupsklokker hos lebberne.

Men det gør det nu ikke. Langt fra faktisk.

For dels har vi begge meldt os ud af folkekirken. Og dels ... 

Well, det skriver jeg måske om i et andet indlæg.

Næh nej, jeg har bare været på besøg hos min mor. I søndags. Til pinsefrokost. Sammen med Barn 3 og Barn 4.

Og mens vi sad der på terrassen og trykkede en lille beskeden portion sild med karrysalat og rejer og laks med asparges og røget mørbrad med røræg og lun leverpostej med champignon og parmaskinke og frikadeller og ost ind. Ledsaget af øl og snaps og rødvin ...

(For satan altså. Min mor drikker nul alkohol i hverdagene, når hun bare går rundt alene. Men når hun har gæster, gør hun tilsyneladende alt for at indhente sit akkumulerede alkoholunderskud. Og da jeg var den eneste at skåle med, var det sgu lige ved, at hun drak mig helt ned på terrassegulvet der, haha. Snaps?! For helvede altså!)

Nå, men mens vi sad der, så fandt hun pludselig sit smykkeskrin frem. Hun er ved at dele ud af arven, skal jeg sige dig. Ikke fordi hun er ved at dø fra os. Tror jeg da ikke. Men hun siger, at det er federe at give med en varm hånd end med en kold. Og det kan hun måske have ret i.

Ud af smykkeskrinet dukkede ... en ring. Eller to faktisk. Som har tilhørt min far. Herreringe altså.

Damn.

Jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde har set min far med fingersmykker. Eller nogen som helst smykker overhovedet. Ud over vielsesringen. Så jeg anede ikke, at han var sådan en lille lord of the rings.

Dem fik jeg. Ringene. Begge to.

Og det føles virkelig nice at gå rundt med min fars ring. Han døde for knap 11 måneder siden. Og nu bærer jeg ham med mig alle steder hen på min ringfinger. Så er det, som om han er en lille smule hos mig :-)

Og man kan jo nok have brug for at have sin far ved hånden fra tid til anden.

Nå, men ud af smykkeskrinet dukkede også nogle guldsmykker, som jeg tit har set min mor med, da jeg var lille. To sæt. Hvert bestående af en halskæde og et armbånd.

Det ene sæt havde Mutti tiltænkt min søster. Og det andet måtte jeg få. 

Og da min søster IKKE havde været forbi med en buket på mors dag, som visse andre (hehe), og derfor momentant var i bad standing, fik jeg lov at vælge først.

Hold da op!

Jeg får ellers aldrig lov at vælge først. 

Hvis det er et sæt guldrandede småkagefade, der skal deles ud af, får jeg typisk dem, der har været i opvaskemaskinen. Eller de skårede kaffekopper. 

Mens både min søster og min brors kone er mestre i at hapse de gode ting. Hurtigt og effektivt. Ninja-like.

Så derfor er jeg i tidens løb gået glip af utallige pragtgenstande sendt i arv fra alle mine bedsteforældre.

Nu er jeg godt nok ikke supermaterialist. Faktisk er jeg IKEA-fan. Og jeg tror ikke, man bliver lykkelig af at have mange fine ting.

Jeg synes også, det er latterligt at skændes om en arv.

Men jeg er ikke fri for at synes, det var fedt for en gangs skyld at være førstevælger.

Så jeg tog det sæt, jeg kunne huske at have set min mor med. At det også er langt mere værd end det andet gør ikke noget ;-)

Til gengæld takkede jeg pænt nej, da min mor så gavmildt også tilbød mig sin gamle badedragt, som hun indkøbte til en Kreta-tur i 2005.

Den kunne ellers have gjort mig til the center of attention på en strand, er jeg sikker på. For min mor er i hvert fald 30 kilo tungere end jeg.

Nu er indlægget slut.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar