fredag den 5. januar 2018

Om året, der gik ...

Så er jul og nytår sgudda vel overstået. Og alle sociale arrangementer i den forbindelse ligger et stykke bag mig.

Så har vi også gjort det godt, synes jeg. Ikke at jeg har det fjerneste imod sociale arrangementer, men hold nu kæft, hvor bliver man tæppebombet med den slags i december.

Så meget, at jeg i allerhøjeste grad nød at være helt alene i forstadsvillaen et par dage i sidste uge. Tænk sådan bare at kunne læse, indtil man ikke gad læse mere. Og se skærm efter EGET valg. Og klø sig, præcis hvor det kløede. Hehe.

Nå, men mens jeg sad der og glædede mig over min momentane alenehed, kom jeg til at tænke på, at ugen mellem jul og nytår altid byder på årskavalkader.

Sådan en gennemgang af, hvad det gamle år har budt på af store og små begivenheder. 

Og hvis man er rigtig heldig, kan man også i aviserne læse lidt om forudsigelserne for det kommende år.

Det fik jeg også lyst til. Altså at lave min egen årskavalkade. Og forudsigelse.

So here it is. 2017 har budt på:


Rejser 

Det er dyrt, men dejligt, og i 2017 har jeg brugt masser af knaster på rejser.

Jeg indledte rejseballet i påsken med en tur til Skagen med alle mine fire rotter (læs: fruens elskelige børn, red.). Det har vi gjort et par gange. Lejet et hus altså. I Skagen. Fordi jeg har en kollega, der lejer sådan et ud. Og har du aldrig besøgt Skagen, må du hellere se at komme af sted. Og HAR du besøgt Skagen, må du hellere se at komme af sted igen. For det er virkelig en hyggelig by med en ganske særlig historie og beliggenhed. Utterly charming!

I start juli var jeg en tur ved Gardasøen med min damekæreste. I et mobilehome på en femstjernet campingplads. Indrømmet: Det er pisseturistet ved Gardasøen. Men det er der jo nok en årsag til. For eksempel at det er et pissefedt sted med pissefedt vejr. Vi skulle ikke andet end slappe af. Og det kom vi til. Med masser af læsning og lækker mad og vin og slentreture langs søbredden. Nice :-)

I slut juli nåede jeg lige at aflægge Barn 3 et kort besøg på Spejdernes Lejr ved Sønderborg. I mudder til knæene og gennemblødt helt ind til min nøgne kvindekrop. Men så var det jo fedt, at jeg bare kunne sætte mig i Yarisen og køre hjem igen. Og selv om spejderne er sådan nogle outdoor-freaks var jeg ikke fri for at synes, at det var lidt synd for dem med det lortevejr. Til gengæld var det spændende at besøge sådan et kæmpelejr med spejdere af alle tænkelige og utænkelige nationaliteter. Et lille stykke verdensfred. Lige der i Sønderborg.

Aldrig så snart var Sønderborg lagt bag mig, før jeg susede en tur til Provence med mine to døtre på henholdsvis 24 og 13. Pigetur altså. Og en sjælden luksus. Som mor til fire er det somme tider fedt at være sammen med ungerne i smågrupper. Det er en helt anden måde at være sammen på, når der ikke hele tiden er en stor flok af menneskebørn, som allesammen forsøger at komme til orde. Jeg plejer ganske vist at invitere hele slænget med på familieferierne, men i år var Store Søn draget til USA for at læse et semester på et universitet derovre. Og Lille Søn var som nævnt i Sønderborg. Derfor en skøn cocktail af afslapning og sightseeing med tøserne i Sydfrankrig.

Efterårsferien bød på en smuttur til Stockholm. Min debut. Det vil sige, jeg har engang været med mit basketballhold til nordisk mesterskab i Lund uden for Stockholm, men det tæller ligesom ikke. For Lund er jo en helt anden by altså. Rejsedeltagerne var de samme som i Provence: Mutti og to døtre. Denne gang havde spejderdrengen takket nej til Stockholm og var i stedet taget med spejderne til Jordan og Israel i efterårsferien, mens Store Søn jo stadig var i USA. Skøn by, Stockholm. Så når du har været i Skagen, synes jeg, du skulle hoppe videre til den svenske hovedstad. Der er masser af miljø og charme og spændende seværdigheder, og svenskerne er virkelig søde og imødekommende. Rødvinen er ganske vist dyr, men man behøver jo ikke lave en druktur.

Med udløbet af efterårsferien troede jeg, at rejseåret 2017 var slut. Men jeg skulle blive klogere, skulle jeg. For vupti, lige pludselig landede en lærerkonference på Malta lige i min turban. Det var overraskende, med umanerlig kort varsel og på ingen måde planlagt, men jeg fik muligheden for at lade mig invitere til Malta af Undervisningsministeriet, og min chef gav omgående grønt lys. Så der var jeg fra den 26. til den 28. oktober sammen med en god kollega. Super spændende. 600 skolefolk fra 42 lande, som alle var mere end ivrige efter at samarbejde og vidensdele og netværke på tværs af kulturer og landegrænser og nationalsprog. Sikke en energiudladning. SÅ fedt at prøve. Og jeg var megatændt. Fik ganske vist ikke set en skid af Malta, men jeg nød da de 23 grader i slut oktober, hehe.


Familie

På familiekontoen blev 2017 desværre det skelsættende år, hvor jeg skulle miste den ene af mine forældre. 

Min far døde den 20. juni. Lige mens jeg sad hjemme hos en kollega til sommerafslutningsmiddag og netop havde trykket den sidste jomfruhummerhale ind. Lige der ringede telefonen i min lomme. Det var min mor. Med en dårlig nyhed. Crappy faktisk. Og det kan ikke anbefales at miste nogen, man holder af. For det er dælme hårdt. Og jeg kunne briste i gråd længe efter. Somme tider når jeg mindst ventede det. Godt, at min kæreste altid havde en varm og vandsugende skulder til mig, når det var værst.

Med fantastisk timing valgte min fars hjerte at stå af, nøjagtig 14 timer før min søn skulle til den afsluttende studentereksamen på HTX. Så hans store studenterdag blev mildt sagt en smule nedtonet. Det blev min mors fødselsdag også, for hun fyldte år samme dag, som min søn fik huen på.

Men hey, den gode nyhed er selvfølgelig, at sønnike BLEV student, og at han tilmed klarede sin sidste eksamen fint. Mod alle odds.

Det var også en god nyhed, at min niece valgte at gifte sig i 2017. Med en skøn mand. Et smukt par. Tjekket og smukt. Og et flot bryllup. Og stort. Men til gengæld afholdt på en helt fantastisk rådden dato. 

For dagen efter bryllupsfesten fyldte jeg 50. Og jeg havde tænkt at holde kalas. Og det hele var tæt på perfekt, fordi min runde dag faldt på en søndag. Men ... så blev min fødselsdag fandme skamskudt af et bryllup, der lige så godt kunne have ligget på et andet tidspunkt. Og jeg blev ked af det. For nu skulle en stor del af mine potentielle gæster jo til stor fest dagen forinden, og gider man så til fødselsdag? 

Jeg har stadig ikke holdt min fest. Og kald mig bare en sur og sippet tranlampe, men jeg har stadig ikke helt tilgivet min bror og svigerinde, at de ikke skred ind og fortalte min niece, at hun havde planlagt bryllup på en dum dag. But then again: Jeg er måske mere mærkedagesentimental end mange andre. Og det kan måske være svært at forstå, at jeg kunne blive ked af den slags.

Heldigvis er jeg forsynet med en hel flok superskønne allernærmeste, som trodsede træthed og tømmermænd og gjorde alt, hvad de kunne, for at give mig en god dag alligevel. Og det gjorde mig helt varm indeni.

Varm indeni blev jeg også, da jeg i slut august hjembragte ... to utrolig søde kattekillinger. Hilmer og Tove. Nååååååårrrh altså. Nuttethed i HØJ potens. Troede ellers ikke, jeg nogensinde skulle blive kattedame. For jeg har engang mistet et ufødt barn på grund af en kat. Jeg fik nemlig toxoplasmose, mens jeg var gravid. Og det er no go. Så jeg måtte af med barnet. Og har HADET katte helt fra dengang. Og indtil august. Men det er slut nu. Holder rigtig meget af mine nye babyer. Også selv om de kradser i min sofa og skider på mit gulv.

Crazy Cat Lady.


Job

Tjah, sådan et har jeg jo også. Sproglærer i folkeskolen. Ikke det vildeste job, der findes, men somme tider sker der da lidt. 

Som for eksempel da en kollega i foråret sagde, at han da godt lige kunne "ordne" mig, hvis han fik et kvarter. Klamme snotklat. Det var samme kollega, der uger forinden foreslog mig at slikke kagecreme af en tallerken med min "lille frække tunge". Føj for satan.

Og så er jeg sørme steget et helt løntrin. Dem findes der fire af. Nu er jeg på trin to. Jeg har lidt svært ved at forstå det offentlige lønsystem. Her belønnes anciennitet og KUN anciennitet. Hvad enten man er god eller dårlig til sit job. Til gengæld stopper løntrinnene efter kun fire styk = 12 år. Derefter er der ingen mulighed for avancement. Ud over den almindelige lønudvikling.

På elevfronten plejer jeg stadig mit image som stand-up-commedy-singer-dancer-sproglærer. Jeg er velsignet med "noget". Som åbenbart gør mig sjov. Og humor skal man fandme ikke underkende, når det gælder om at skabe gode relationer til andre. Og det gælder det faktisk om i mit job. Mest det. Og ja, det er sgu rigtigt. Det er selvfølgelig en fordel, hvis man også er fagligt velfunderet. Men den enkeltstående faktor, der betyder mest for læring, er gode relationer.

Jeg får lov at nørde med det internationale. Det var derfor, jeg var på Malta. For at blive klogere på internationalt skolesamarbejde og skabe et internationalt netværk. Det tænder mig i DEN grad. Lige nu arbejder jeg sammen med kolleger i Finland, England, Frankrig, Italien, Kroatien, Grækenland, Bosnien-Hercegovina og flere andre lande. SPANNEND!


Sundhed

Jeg har arbejdet lidt på den der fucking sundhed. 

Det bliver man sjovt nok lidt bevidst om, når en af ens nærmeste visner hen og dør. Efter at have mishandlet sig selv med smøger og alkohol og fysisk inaktivitet i årevis.

Så jeg er for eksempel holdt op med at drikke alkohol. Øh ... sådan da. Det vil sige, at jeg drikker alkohol fredag og lørdag. Men ikke de andre af ugens dage. Og det er ret stort. 

For det er utrolig nemt for mig at falde i den vane, at jeg da godt lige kan tage et glas rødvin under madlavningen. Det er sgudda så hyggeligt efter en lang dag. Og så også lige et til maden. Eller to. Også på hverdage. Pissedårlig vane. For inden man får set sig om, lander man jo på et ugentligt forbrug på en 20-25 genstande. Det er måske ikke direkte alkoholafhængigt, men det er fandme heller ikke sundt. 

Nu har jeg imidlertid fået en ny vane: at lade være. 

Det vil sige, HVIS jeg skulle få lyst til en enkelt pillerpaller i ugens løb, drikker jeg en Carlsberg Nordic. Den er alkoholfri. Og et udmærket alternativ. Prøv det. Hvis du også stille og roligt er landet i den forkerte vane.

En ekstra bonus er så, at man i langt højere grad nyder den øl eller det glas vin, man forkæler sig med i weekenden, når man ikke også har indtaget vin mange af de andre dage i ugen.

På kostfronten er jeg i 2017 begyndt at spise mere vegetarisk. En ikke ringe bedrift, når man i ligningen indkalkulerer, at jeg sådan set lægger hus til en 19-årig søn, der uden problemer kunne leve 100% animalsk. Såfremt man ikke medregner pomfritter og chips. Faktisk er vi i nogle uger oppe på hele TO vegetardage. Naturligvis ikke til udelt begejstring hos sønnike. But then: Hvem er det lige, der er chefen? Hehe.

Motion har jeg fandme også fået i det forgangne år. Jeg træner i fitnesscenteret på en institution for psykisk handicappede. Ikke fordi jeg regner mig selv som psykisk handicappet (men det er jeg måske ikke den rette til at udtale mig om, høhø), men fordi jeg som ansat ved en skole i den pågældende kommune kan træne for 100 kroner om måneden. En pris, der lige præcis falder i min smag. Og så er det så fantastisk uprætentiøst dernede. Me like! Øh ... måske lige med undtagelse af de gange, hvor min nøgne kvindekrop får selskab af mandlige beboere i omklædningsrummet.

Jeg har også vandret. En del. For det er en af mine store og ret så gratis glæder. Ud i naturen, det billige lort, med pulsen høj og panden våd af sved. Jeg har mest vandret med min kæreste, men jeg finder også fornøjelse i at gå derude alene. Fuck, hvor kan man tænke dybt i selskab med sig selv på vandretur. Det er jo terapi, folkens.

Endelig har jeg spist på McDonald's. 

Ikke at det i sig selv er noget at fremhæve. Og det er heller ikke et sted, jeg spiser særlig tit. Måske en gang hvert halve år.

Men denne gang var en mindeværdig oplevelse.

FOR ...

... på McDonald's har man nemlig fået sådan nogle selvbetjeningsskærme. Hvor man selv taster sin bestilling ind og så bagefter kan hente maden ved skranken.



SMART, mener man hos McDonald's selv. 

Dels skal dette nye tiltag angiveligt forkorte køtiden, OG dels skal det give kunderne et større udvalg.

Joachim Knudsen, der er administrerende direktør i McDonald's Danmark, udtaler tilmed, at McDonald's med de nye maskiner gør "McDonald's-oplevelsen mere personlig", som der står i EkstraBladet.

Hold kæft for en gang marketingpladder.

Hvis vi lige tager fat i den med køtiden, så har jeg den dybeste medfølelse med de sultne kunder, der stod EFTER mig i køen, for damn, hvor var jeg længe om at finde ud af at betjene lortet. De sultne stakler havde sgu allesammen fået rynker og indfaldne kinder, da jeg langt om længe med et lettelsens suk kunne afslutte min bestilling og overlade maskinen til dem.

Og hvis vi så tager fat i den med det større udvalg, så ved jeg sgu ikke rigtig. Jeg så ingen produkter, som jeg ikke også havde kunnet bestille ved en skranke, tror jeg. Til gengæld kunne jeg ikke finde ud af at bestille mere end EN fucking pomfritsauce. Ville ellers godt have haft et par stykker. But so be it.

Og hvis vi så tager den med McDonald's-oplevelsen, der angiveligt skulle blive "mere personlig", SÅ BLIVER MAN ALTSÅ BETJENT AF EN FUCKING MASKINE. Der skal mere end en veludviklet virkelighedsforvrængning til for at kalde sådan en motherfucker personlig, tænker jeg.

Men intet af ovenstående er det værste. 

Det værste er hygiejnen. 

Pisseklam oplevelse, folkens. 

For der står man og fedter rundt på en skærm med sine måske ikke nyvaskede pølser. Og bidrager således til den bakteriesovs, som alle de ANDRE fucking kunder har efterladt på skærmen, inden man selv kom til.

Hvorpå man går op til skranken for at hente sin bestilling ...

... som man så sætter sig og spiser ...

... MED FINGRENE.

PIS altså. Det er så ulækkert, at jeg tror, jeg skal dø, ved tanken.


Kultur

Åh ja. Hvem kan leve uden?

JEG kan i hvert fald ikke. 

Kultur er føde for sjælen, og 2017 har budt på mange kulturelle oplevelser:

Foredrag med Peter Lund Madsen, koncert i Herning med John Mayer (og hold kæft, hvor er den grim, den der boks, men den er STOR, og nu kan jeg sige, at jeg har været der, tadaaah!), bøger (mest på tysk, men i efteråret har jeg forkælet mig selv med "Folkets skønhed" af Merete Pryds Helle, som skriver vældig godt), film (mest i Øst For Paradis, som er den mest fantastiske kunstbiograf i Århus, men også i mainstream-biografer - senest for at se Star Wars).

Parforhold

Well. Det er der stadig. Mit parforhold. 

Men jeg har lovet min kæreste ikke at skrive ret meget om hende her. For hun værner om sit privatliv og bryder sig ikke om at optræde i mine indlæg.

Det må jeg respektere.

Just so you know.

Men jo, jeg har også i 2017 været i et skønt, homoseksuelt forhold til min smukke kvinde, som jeg elsker højt.

Og hermed vil jeg så runde 2017 af. Jeg kunne sagtens skrive meget mere, men jeg tænker, du er ved at blive tør i øjnene af at læse.

Følger du med her på bloggen, vil du om føje tid kunne læse om mine fascinerende forudsigelser for det kommende år.

To be continued ...

Godt nytår til alle 💃

Ingen kommentarer:

Send en kommentar