torsdag den 7. december 2017

Snart jul

Damn.

Nu er det fandme snart jul. Igen.

En betragtning, der under normale omstændigheder nok kunne bringe pulsen en anelse op. For du milde, hvor er der meget at nå.

Fik ganske vist en hjælpende hånd af Barn 4 på 13, som var sød at pynte op med nisser og engle og hjerter og stjerner og julebukke i hele stuen ...  ALLEREDE I FUCKING START OKTOBER.

Så kunne DEN vinges af. Fedt. Eller ... not.

Fik også en hjælpende hånd af Barn 1 på 24, som mente, at det KUN kunne gå for langsomt med at få produceret juleguf. Så det fik vi til en side i forrige weekend.

Pebernødder, brunkager og ... øh ... en slags konfekt.

Her er for eksempel en flot, chokoladeovertrukket marcipanhest:



Nammenam.

Blev naturligvis ret så til grin på Facebook, da jeg postede billedet. 

Men helt ærligt altså. De kan flette næbbet, kan de.

Denne stolte ganger er sgudda på samme svimlende kulinariske niveau som de klejner, jeg producerede forrige år:


Ikke sandt?

Og som mine pebernødder:



Så jeps. Flet bare næbbet, papnakker! I burde jo have vænnet jer til det by now ;-)

Nå, men med både pyntning og juleguf til en side er jeg således allerede godt på forkant med julen i år.

Øh ...

... hvis altså det ikke lige var for den ubetydelige detalje, at alt vores juleguf FUCKING ALLEREDE ER SPIST.

Vi har således tømt fire kagedåser på halvanden uge.

Så enten må vi gennemleve resten af december uden guf eller også må vi på den igen.

Pis.

Så er der julefrokosterne.

Var af sted to gange i sidste weekend.

Eller ... nej en. Nej to. Nej en. Nej to.

Altså, min smukke søster fyldte 40 om fredagen og havde inviteret til kalas. For der var ingen i familien, der havde valgt at sabotere eventen ved at holde bryllup dagen før HENDES runde fødselsdag, som der var, da JEG rundede et hjørne en søndag i august, og min niece havde fundet det praktisk at invitere 100 mennesker til bryllup om lørdagen (er stadig lidt småskuffet to be honest).

Så TEKNISK set var jeg ikke til to julefrokoster i sidste weekend, men der flød alkoholiske væsker i rigelige mængder til min søsters fødselsdag, så effekten var nok nogenlunde den samme.

Dagen efter til den traditionsrige julefrokost med mine fætre og kusiner. Og DER bliver dælme gået til den, kan jeg så fortælle. 

Altså ikke af mig. For jeg prioriterede at køre Yarisen hjem til en dejlig dame og krybe under hendes dyne efter selskabet (nammenam), så den aften forkælede jeg mig selv med en sixpack Nordic. Alkoholfri øl fra Carlsberg. 

Hvis man altså kan kalde det øl. Det er snarere ikke-øl. Men når det nu SKAL være, så smager det okay. I modsætning til Warsteiner, som smager ad helvede til.

Og så nød jeg ellers at opleve de velrenommerede forskere og direktører, som udgør en pæn del af min fætterkusineflok, drikke sig dumme og platte.

Jeg er det sorte får. Sammen med min kusine Marianne. 

Marianne er den ældste af os alle. Som den eneste er hun single. Og så er hun nærig og vil aldrig lægge hjem til julefrokosten, der ellers går på tur. I byen hos andre vil hun dog altid gerne.

Det er det nærige, jeg ikke bryder mig om. Jeg synes, nærig er lige så slemt som grådig.

For eksempel løb hun med mandelgaven i år. Lækker lakrids fra Bülow. Og jeg VED bare, at hvis en hvilken som helst anden omkring bordet havde vundet lækker lakrids fra Bülow i mandelgave, så var dåsen blevet åbnet med det samme og budt rundt (øh ... jeg plejer at sige, at MIN dåse er forbeholdt min kæreste, men når det er DEN slags dåser, har jeg ikke noget imod at byde rundt, høhø).

Sådan er det ikke hos Marianne. Hun ville tage sin dåse med sig hjem og nyde den med sig selv, som hun sagde.

Jeg er naturligvis det andet sorte får, fordi jeg ... well, you know ... knalder med en anden dame. Det er ikke noget, de sætter ord på, men jeg synes sgu ikke rigtig, de snakker med min ledsager, hvis jeg har hende med. Det er åbenbart for meget for disse pæne, succesrige, upper middle class-mennesker at skulle forholde sig imødekommende over for kusinens lebbepartner. Også selv om kusinen faktisk har haft denne partner i mere end syv år.

Nå, men jeg slap fuldkommen ædru gennem årets første julefrokost ...

... hvilket nok er mere, end man kan sige om julefrokosten i morgen. 

På jobbet. 

For en sikkerheds skyld tager jeg i hvert fald toget på arbejde i morgen tidlig. Så må man bare håbe, at jeg husker at stå af, når jeg skal hjem. Så jeg ikke lander i Hobro ligesom forrige år. For det er faktisk for langt.

Vi bliver åbenbart 87. For satan en menneskemængde. Og det plejer at være SÅ sjovt.

Håber sgu, at sundhedsplejersken skal med. 

Ikke fordi hun er lækker. Men fordi hun for et par år siden lod sig gennemknalde bagfra af en pædagog fra SFOen hen over et skrivebord nede i lærerforberedelsen uden at spekulere på, at der sådan set er frit udsyn til lærerforberedelsen oppe fra personalerummet, og at hun således var aftenens underholdende indslag numero uno.

Så jeps. Det er fandme nogle gode fester, vi holder på den skole.

Lørdag har jeg helt sikkert tømmermænd. Og så er det jo heldigt, at jeg ikke skal andet end en tur i min yndlingsbif, Øst for Paradis, for at se Mordet i Orientekspressen sammen med mit smukke Barn 1 om eftermiddagen.

Og nu gider jeg så ikke skrive mere.

Det kommer ganske vist lidt brat måske, men jeg trænger til at fede den lidt foran fjerneren, og det KAN jo være, at der senere på måneden kommer en "Snart jul II" fra min hånd.

Indtil da må du passe på dig selv og lade være med at stresse helt op over den satans højtid.

Knus herfra.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar