søndag den 20. marts 2016

Familepåskefrokost med en lille smule øv på

Stuffed turkey. 

Sådan havde jeg det i går eftermiddags. Som en farseret kalkun. Fyldt til bristepunktet.

Havde været til påskefrokost hos Tudserne. Med hele familien. Bror og svigerinde, søster og svoger, tre niecer, to niece-kærester, en nevø, en søn, to døtre og en svigersøn.

17 personer.

Og det var SÅ hyggeligt at pludre hele raden rundt, for det er længe siden, vi har været samlet. 

Og tudserne havde påskeæg til alle de søde børnebørn. Fyldt med chokolade og vingummi ... 

... og 5.000 gode danske kroner pr. barn! 

(Med det kontantudbytte må jeg selv huske at skrive gækkebreve til næste år, hehe.)

Sådan en rigtig gemytlig familiepåskefrokost med dejlig mad, øl og snaps. Og en solbeskinnet spadseretur i skoven inden osten. Tror sgu ikke en gang Morten Korch kunne have orkestreret det bedre.

Bortset fra en enkelt lille detalje altså:

Hvor fanden var min kæreste?

Begge mine store niecers kærester var med til frokosten. Og min datters. Foruden selvfølgelig mine søskendes partnere.

Men hvor var MIN?

Det skal jeg fortælle dig:

Hun var ikke inviteret. 

Som den eneste.

Og mine forældre, hvis fornemste ønske burde være at se alle deres børn som lykkelige og hele mennesker, har endnu en gang demonstreret, at jeg har truffet et valg af partner, som de ikke kan acceptere.

Troede du, at du boede i et land uden nævneværdig homofobi?

2 kommentarer:

  1. Jamen var hun ikke lige blevet inviteret på et tidspunkt og lukket ind i varmen - eller husker jeg forkert?
    Måske skulle du alliere dig med en af dine søskende eller hvem der nu er positiv overfor din livsform.mog få dem til at puffe til dine forældre og direkte spørge under sådan en sammenkomst hvorfor din kæreste ikke er med, når nu alle de andre er?

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjoh, hun er inde i varmen i den forstand, at mine søskende er rigtig søde til at invitere hende med, når de holder sammenkomster.

      Det er mine forældre ikke :-(

      Men jo, Ladyen og jeg overvejer at invitere min bror og svigerinde til middag og så lige få en pludder med dem om problemet. De er gode at snakke med.

      Og min svigerinde er faktisk også somme tider i bad standing hos min mor, så hun kan måske relatere til situationen.

      Min spøjse mor.

      Slet